Når du skal investere er det en god idé at definere din risikoprofil. Grundlæggende følges risiko og forventet afkast ad, hvilket vil sige at hvis man jagter et stort afkast vil der også være en tilsvarende stor risiko. Når du definerer din risiko skal du kigge på følgende punkter:
• Tidshorisonten for investeringen.
• Det investerede beløb i forhold til din samlede formue.
• Din risikovillighed og erfaring.
Tidshorisonten for din investering betyder faktisk meget i forhold til den risiko du påtager dig. Hvis man har en lang tidshorisont bør man være villig til at påtage sig en større risiko i starten og så langsomt ændre sin portefølje løbende til at være mindre risikofyldt. Tidshorisonten er også med til at bestemme hvilke investeringsprodukter man skal vælge, eksempelvis vil aktier svinge mere end obligationer på kort sigt, men det vil være muligt at få mindre udsving ved en veldiversificeret aktieportefølje på lang sigt.
Det investerede beløb i forhold til den samlede formue og ikke mindst din fremtidige indtjening bør også være med til at definere din risikoprofil. Hvis man f.eks. har en relativ stor formue i forhold til det indskudte beløb bør man være mere tilbøjelig til at påtage sig mere risiko – kort sagt man kan tåle at tabe sine penge da man stadig er sikret økonomisk.
Din risikovillighed siger noget om dig som person og din risikoprofil. Dog bør det anbefales at man investerer sikkert hvis man ikke har den store erfaring. Selvom man har is i maven bør man ikke investere uklogt eller være dumdristig.
Hvordan kan man se risikoen?
Langt de fleste investeringsforeninger og ETF-fonde har fået deres risiko vurderet. Man kan med fordel kigge Morningsstars hjemmeside hvor de enkelte fonde er klassificeret. Obligationer bør vurderes ud fra kreditvurderingsbureauernes vurdering samt løbetid og rente. Hvis man kigger på de enkelte aktier bør de vurderes ud fra deres beta værdi, hvilket kan findes på nettet eller udregnes via en simpel regression.
Hvordan man sammensætter en portefølje og tolker på risikotegn fremgår af næste artikel ”Porteføljesammensætning”.
